“Den farlige rejse” af Tove Jansson

IMG_6291“Den farlige rejse” (på svensk “Den farliga resan”) af Tove Jansson af forlaget Lamberth, udgivet i 2017 (oprindeligt udgivet i 1977) 3/5 stjerner

Det er historien om pigen Susanne, som keder sig og ønsker at alting var anderledes. Pludselig en dag går drømmen i opfyldelse i form af et par magiske briller. Da hun prøver dem bliver hun hovedkulds kastet ud i et vildt eventyr med naturkatastrofer og grusomme uhyrer. Dog tilsmiler heldet hende og hun møder Hemulen og hans lille hund, Ynk, Tofslen og Vifslen (som taler så mærkeligt), Sniff, Mumrikken, Tooticki og ikke mindst Mumitroldene.

“Den farlige rejse” er en historie skrevet på vers og var den sidste mumihistorie som Jansson skrev og måske nok den af historierne jeg synes egner sig mindst som børnebog.  I forhold til de tidligere bøger om mumitroldene, er denne langt mørkere tematisk. Det er på én gang en surrealistisk, drømmeagtig og foruroligende fortælling der på mange måder minder om dystopi. Hvilket i stor grad også understreges i de mange illustrationer. På trods af dens forskellighed fra de tidligere mumibøger, så nød jeg virkelig fortællingen der på en og samme tid virker sælsom og vidunderlig – præcis ligesom mumidalen og dens beboere.

“Den farlige rejse” anbefales til alle mumiglade læsere og egner sig især godt som højtlæsning på grund af dens rimede vers. Dog vil jeg ikke anbefale denne som en introduktion til Janssons Mumiunivers. Jeg vil i stedet anbefale, at man starter med den første mumihistorie “De små trolde og den store oversvømmelse” fra 1945 og derefter læser dem kronologisk efter udgivelse.

Reklamer

Fædre i litteraturen

IMG_6277

I anledningen af fars dag i dag, kigger jeg nærmere på nogle af de mest fantastiske fædre og/ eller faderfigurer der at finde i litteraturen. For selvom litteraturen er fyldt med faderkompekser, svigt og ikke mindst børn der må distancere sig fra deres fædre, er der sideløbende plads til forsoning og tilgivelse, til kærlige og selvopofrende fædre samt børns varme barndomsminder om deres fædre.

Den ultimative far i litteraturen er formodentlig Atticus Finch fra “Dræb ikke en sangfugl” (1960). Og dette er på trods af, at billedet af ham bliver nuanceret i fortsættelsen “Sæt en vagtpost ud” (2015). Atticus er ikke alene en hengiven far, men også en beundringsværdig rollemodel for sine børn i en tid, hvor han modsætter sig samfundets normer i sin søgen efter næstekærlighed.

Arthur Weasley fra Harry Potter-bøgerne af J.K. Rowling er lattermild og elskværdig for sin kejtethed og hengivenhed til det atypiske. Han er en del af en verden fuld af magiske fænomener, og alligevel fylder han den med menneskelige dimser og dingenoter, som gør, at de er langt mere accepterende end mange andre troldmandsfamilier.

Selvom Anne Shirley fra Grønnebakken var forældreløs og Matthew Cuthbert ikke var hendes far, så er han alligevel noget af det tætteste, Anne kom på en kærlig og ikke mindst omsorgsfuld faderskikkelse.

Tove Jansson er bedst kendt som moren til og skaberen af Mumitroldene. Men hvis man læser nogle at hendes andre tekster – vil man blandt andet i “Billedhuggerens datter” kunne se væsentlige paralleller mellem den hjertevarme Mumifar og Toves egen far. “Billedhuggerens datter” er Tove Janssons barndomserindringer, og i bogen beskriver hun opvæksten i det frisindede og fantasifulde kunstnerhjem i Helsingfors. Tove Jansson genskaber på fineste vis miljøet, familie- og kunstnerlivet, hvor faderen – billedhuggeren Viktor Jansson – er den dominerende skikkelse. Hun indfanger barnets oplevelse af livet og verden, det magiske og mystiske i midt i hverdagen, sikkerhed og usikkerhed, den grænseløse fantasi, der alt sammen udgør byggestenene i hele Tove Janssons forfatterskab. “Billedhuggerens datter” en fyldt med beundring og kærlighed til faderen.

Hver og en af ovenstående referencer er værd at læse og har dermed mine varmeste anbefalinger. Foruden dem kan jeg endvidere anbefale følgende bøger: “Vejen” af Cormac McCarthy, “Alt det lys vi ikke ser” af Anthony Doerr, “Vindens skygge” af Carlos Ruiz Zafon samt “Lolita” af Vladimir Nabokov – der alle har far-barn forholdet i centrum.

Der findes utvivlsomt mange flere fædre i litteraturen, som jeg i skrivende stund har overset og jeg vil derfor rigtig gerne høre hvilke fiktive fædre, der har gjort indtryk på jer – hvad enten de er gode eller dårlige?

“Canterville-spøgelset” og “Lord Saviles forbrydelse” af Oscar Wilde

“Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde

dsc00486

“Canterville-spøgelset” (på engelsk “The Canterville Ghost”) af Oscar Wilde, af forlaget Thaning & Appel, udgivet i 1970 (oprindeligt udgivet i 1887) 4/5 stjerner

Handler om spøgelset Sir Simon der for over 300 år, har hjemsøgt og skræmt alt og alle som har været bosat på hans barndomshjem, Canterville Chase. Men da familien Otis fra Amerika flytter ind på ejendommen, er det lige pludselig ikke så let længere for Sir Simon, at skræmme.

Selvom det på mange måder er en historie, om et familiespøgelse der hjemsøger og skræmmer alle beboerne på dets barndomshjem – så rummer historien meget mere end så. Det er samtidigt en historie om mødet mellem to kulturer: på den ene side et britisk og aristokratisk samfund, der er stolt af dets historie, men som samtidigt prøver at  vedligeholde dets traditioner – på den anden side et amerikansk, pragmatiseret og moderne samfund, hvor forbrugerbevægelsen er trådt i kraft samt hvor ligegyldigheden overfor spøge er stor. Dette møde skildrer Wilde på en sådan humoristisk måde, at man ikke kan undgå at more sig over historiens fremgang. Som et sidespejl til det humoristiske, så ligger der desuden en hvis vemod, tristhed samt tragedie over historien og ikke mindst Sir Simon selv. Wilde har med “Canterville-spøgelset” endnu engang skabt en komisk historie, som gør lidt grin af den gotiske genre. Det er på én gang en underfundig historie om et hjemsøgt palæ og dets spøgelse, men samtidig også en historie om mødet mellem den den engelske kultur og den amerikanske. Et must for alle, som kan lide den gotiske genre, hvori der indgår twist.

“Lord Arthur Saviles forbrydelse” af Oscar Wilde

dsc00488

“Lord Arthur Saviles forbrydelse” (på engelsk “Lord Arthur’s Savile’s Crime”) af Oscar Wilde, af forlaget Thaning & Appel, udgivet 1970 (oprindeligt udgivet 1891) 4/5 stjerner

Handler om den storsindede og retskafne Lord Arthur Savile, der får et alvorligt chok – idet en synsk gransker hans håndflade og spår, at han inden længe vil begå et mord. Men Lord Arthur Savile ønsker ikke at være morder. Han skal giftes og har derfor ikke lyst til at indgå et ægsteskab velvidende, at der ham venter en mørk og morderisk fremtid. Ud fra disse tanker og følelser beslutter han, at udsætte ægteskabet og få mordet overstået – således, at han kan komme videre med sit liv og ikke mindst ægteskabet.

Resultatet er på én gang både fint og til tider absurd komisk – så komisk at jeg flere gange under læsningen tog mig selv i, at sidde og trække på smilebåndet. Historien er langt fra så ligetil, som man skulle tro – da Wilde flere gange vælger at snyde sin læser ved, at tilføje pludselge twist og drejninger. Wilde gør ligeledes grin med den gotiske genres overdramatiserede fortællestil samt med idéen om den uundgåelige skæbne. Slutningen er på én gang både fantastisk, men samtidig også grotesk, at man slet ikke kan undgå at more sig. Det er karikeret og sort humør og det virker. Kan varmt anbefales, hvis man er til humoristiske og karikerede fortællinger indeholdende elementer fra den gotiske genre.

dsc00609