“Norwegian Wood” af Haruki Murakami

DSC00316

“Norwegian Wood” (på japansk Noruwei no mori) af Haruki Murakami af forlaget Klim, udgivet i 2005 (oprindeligt udgivet i 1987) 4/5 stjerner

Med “Norwegian Wood” steg Murakamis popularitet i Japan til uanede højder og den meget skrøbelige og personlige kærlighedshistorie gav ham det afgørende gennembrud i resten af verden. I historien følger vi den 37-årige Toru Watanabe der,  på vej ud af en Boeing 747 i Hamburgs lufthavn hører Beatles-sangen ‘Norwegian Wood’, mindes tilbage på sin studietid i Tokyo.

Jeg troede, at jeg havde regnet bogen ud og at det bare var en klassisk og typisk kærlighedshistorie om ung kærlighed. Det er i stedet en dannelsesroman. En historie om sorg, psykiske problemer, om at være anderledes og om, at finde sig selv og sin plads i livet. Selvom den forgår i 1960’ernes Japan og omhandler de eksistentielle valg i livet, så er det stadig nogle temaer som vi kan forholde os til i dag og altid vil kunne identificere os med. Dette gør den tidløs. Det er derfor en hyldest til tiden i livet, hvor de eksistentielle valg har stor betydning og hvor valget i sidste ende er draget mod det sikre og komforten ved nostalgi og minder.

Det er en historie om det kulturelle møde mellem Vesten og Japan, hvilket tydeligt reflekteres i historien. Gennem Murakamis besættelse af Vestens klassiske musik, hvilket ofte præsenterer læseren for Beatles-numre såsom: “Norwegian Wood”, “Yesterday”, “Something” og “Michelle”, Bach, Mozart og litterære værker af F. Scott Fitzgerald, Thomas Mann, Karl Marx og mange flere.

Murakami er en menneskekender og det er bestemt tydeligt at mærke. Karakterernes træk er stærke og personlige, specielt hovedpersonen, som jeg virkelig kunne relatere til og identificere mig med. Toru minder på mange måder om en japansk Holden Caulfield (“The Catcher in the Rye” af J. D. Sallinger). Da han er en reserveret ung universitetsstuderende, der i mange situationer kan anses for at være asocial. Der hviler en følelse af dyb sorg om ham skjult dygtigt under en fernis af ligegyldighed – hvilket sandsynligvis  skyldes tabet af hans barndomsven Kizuki, der begik selvmord som 17-årig. Efter nogle år inderleder han et forhold til Naoko, hvis skrøbelige væsen også lider under tabet af Kizuki samt pigen Midori, hvis liv også har været præget af tragedier.

På trods af, at historien og dens hovedperson virkelig fangede mig – så var der alligevel passager  hvis indhold  var direkte kedelige. Dette er muligvis også Murakamis eneste svaghed her, at han ikke formår at skrive historien  i det samme fængslende og fascinerede sprog. Hvilket også er grunden til, at bogen ikke får 5 stjerner. Ikke desto mindre, så er jeg i hvert fald blevet nysgerrig på hans forfatterskab og ser frem til at læse hans øvrige forfatterskab.

DSC00319

Reklamer