“Norwegian Wood” af Haruki Murakami

DSC00316

“Norwegian Wood” (på japansk Noruwei no mori) af Haruki Murakami af forlaget Klim, udgivet i 2005 (oprindeligt udgivet i 1987) 4/5 stjerner

Med “Norwegian Wood” steg Murakamis popularitet i Japan til uanede højder og den meget skrøbelige og personlige kærlighedshistorie gav ham det afgørende gennembrud i resten af verden. I historien følger vi den 37-årige Toru Watanabe der,  på vej ud af en Boeing 747 i Hamburgs lufthavn hører Beatles-sangen ‘Norwegian Wood’, mindes tilbage på sin studietid i Tokyo.

Jeg troede, at jeg havde regnet bogen ud og at det bare var en klassisk og typisk kærlighedshistorie om ung kærlighed. Det er i stedet en dannelsesroman. En historie om sorg, psykiske problemer, om at være anderledes og om, at finde sig selv og sin plads i livet. Selvom den forgår i 1960’ernes Japan og omhandler de eksistentielle valg i livet, så er det stadig nogle temaer som vi kan forholde os til i dag og altid vil kunne identificere os med. Dette gør den tidløs. Det er derfor en hyldest til tiden i livet, hvor de eksistentielle valg har stor betydning og hvor valget i sidste ende er draget mod det sikre og komforten ved nostalgi og minder.

Det er en historie om det kulturelle møde mellem Vesten og Japan, hvilket tydeligt reflekteres i historien. Gennem Murakamis besættelse af Vestens klassiske musik, hvilket ofte præsenterer læseren for Beatles-numre såsom: “Norwegian Wood”, “Yesterday”, “Something” og “Michelle”, Bach, Mozart og litterære værker af F. Scott Fitzgerald, Thomas Mann, Karl Marx og mange flere.

Murakami er en menneskekender og det er bestemt tydeligt at mærke. Karakterernes træk er stærke og personlige, specielt hovedpersonen, som jeg virkelig kunne relatere til og identificere mig med. Toru minder på mange måder om en japansk Holden Caulfield (“The Catcher in the Rye” af J. D. Sallinger). Da han er en reserveret ung universitetsstuderende, der i mange situationer kan anses for at være asocial. Der hviler en følelse af dyb sorg om ham skjult dygtigt under en fernis af ligegyldighed – hvilket sandsynligvis  skyldes tabet af hans barndomsven Kizuki, der begik selvmord som 17-årig. Efter nogle år inderleder han et forhold til Naoko, hvis skrøbelige væsen også lider under tabet af Kizuki samt pigen Midori, hvis liv også har været præget af tragedier.

På trods af, at historien og dens hovedperson virkelig fangede mig – så var der alligevel passager  hvis indhold  var direkte kedelige. Dette er muligvis også Murakamis eneste svaghed her, at han ikke formår at skrive historien  i det samme fængslende og fascinerede sprog. Hvilket også er grunden til, at bogen ikke får 5 stjerner. Ikke desto mindre, så er jeg i hvert fald blevet nysgerrig på hans forfatterskab og ser frem til at læse hans øvrige forfatterskab.

DSC00319

Reklamer

“Emily of New Moon” (Emily of New Moon #1) af L. M. Montgomery

DSC00272

“Emily of New Moon” af L. M. Montgomery af forlaget Virago, udgivet i 2013 (oprindeligt udgivet i 1922 5/5 stjerner

Montgomerys børnebog begynder med en blanding af bittersødme og sorg. Emily Byrd Starr er på trods af sit isolerede liv – en lykkelig pige. Hun har sin far, sine to spindende katte og sin livlige fantasi. Men en dag ender lykken og Emilys far er døende. Emily må nu se ensomheden og forældreløsheden i øjnene. Hendes for længst afdøde mors familie tager hende til sig efter faderens død – selv lægger de aldrig skjul på, at de gør det af pligt. Emily flytter ind på Månegården, hvor alting er anderledes. Hun begynder at gå i skole, som dermed lægger bånd på den frihed, som hun i så længe har været vant til og nydt. Selvom hun syntes at livet er unfair, så er Emily en håbefuld pige. I skolen møder hun den temperamentsfulde Ilse, den godhjertede og kunstneriske Teddy og den ambitiøse husdreng Perry. Sammen drager de på fantasifulde eventyr i det fortryllende landskab, der omkredser Månegården.

Det er efterhånden en rum tid siden jeg færdiglæste “Emily of New Moon”, men fortællingen sidder stadig i min klareste erindring. Det er en følelse af, at have åbnet en tidslomme og befinde sig i sit tidligere jeg – som barn. Det er ligeledes en følelse af at løbe gennem højt græs på bare tæer, ligge på ryggen og kigge på skyerne og drømme sig hen til en fortryllende verden – hvor vinden og træerne er ens venner og hver dag er et eventyr. Det er barndomsnostalgi når det er bedst. Emily minder på mange måder om mig selv. Ligesom hende, var jeg et drømmende og fantasifuldt barn. Jeg førte også dagbog og nedskrev tanker og idéer – hvor jeg ligesom hende brugte skriverierne på, at bearbejde de ting jeg oplevede. Som barn kendte jeg godt Emily-serien, men på grund af forsidens slidte udseende og falmende farver – så fangede den ikke min interesse. Dette fortryder jeg inderligt nu. For”Emily of New Moon” er en fortryllende, bittersød og rørende børnefortælling, der fanger sin læser fra første side. Det er mere end bare en børnefortælling. Det er en fortælling om livet og hvordan vi når vi møder modstand – skal blive i troen på os selv og holde fast i vores perspektiv på livet.

Det er tydeligt at mærke, at Montgomery har lagt hjerte og sjæl i fortællingen. Med Emily beskriver Montgomery på én gang barndommens sødme. Hendes skrivestil er både barnligt fortryllende og bittersød belærende. Emilys eventyr er ikke blot eventyr – men oplevelser, man som læser ved vil forme hende. “Emily of New Moon” er en dannelsesroman. Det er fortællingen om en lille pige, der bliver til en ung kvinde; en pige der skal lære at begå sig i den omkringliggende realverden og samtidigt bevare sin egen fantasiverden. Det er samtidigt også en hjertevarmende historie om venskab, begyndelse forelskelse samt en lærende lektion i tilknytningsforhold og familie. Undervejs er der små øjeblikke af spirende romantik i børneformat og lyriske naturbeskrivelser – som fremhæver den skønhed der ligger i drømmerens blik på verden. Emily er en spirende digter og forfatter og i takt med plottet skrider frem; så lærer Emily at skrive og reflektere. Emily fastholder sit syn på verden og mister aldrig sit drømmeblik. En vigtig pointe ved Emily-serien er, at det er ligeså væsentligt at fokusere på noget smukt og fortryllende som på noget grimt og sørgeligt. Det er netop denne pointe der berører mig dybt og efterlader mig åndeløs. Det er ord, der er værd at huske på. Det er ord, der er værd at leve efter.

DSC00276